Hvem er vi?

Vi er en lille flok ildsjæle, der siden sommeren 2017 har bygget på en TRECbane/et naturlegeområde for hest og rytter.

Vi tror på, at rigtig mange har lyst til at prøve noget nyt og at dyrke denne form for ridning i naturen.

På en ca. 4 km lang rute, der snor sig imellem mark, å, tilvokset grusgrav, løvskov, nåleskov, eng og sø, har vi bygget  50 forhindringer/udfordringer. Færdig bliver den aldrig, da der hele tiden kommer nye ting til og andre udskiftes.

De 50 udfordringer består af TREC-forhindringer, Parkour-øvelser og Miljø-opgaver.

Brogårdens TRECbane er et mødested/naturlegeområde for naturglade ryttere. Der er plads til alle uanset hesterace, udstyrstype eller hvilken disciplin man ellers måtte dyrke.

Heste har en naturlig skepsis overfor ukendte lyde samt bevægelige objekter, forskelligt underlag og andre dyr. En hest, der trænes i et miljø med forskellige stimuli, har lettere ved at omsætte stimulans fra andre miljøer f.eks. stævnepladsen med flag og ståhej, skoven hvor dyr kan fare op, forskelligt underlag eller en blæsende dag, hvor alt bevæger sig.

Det vil sige, at en hest, der trænes på TRECbanen, ikke kun får alle de fysiske fordele med sig, men også store dele af det mentale. Hesten skal lære at stole på sin rytter og omvendt.

Flere steder er der mulighed for at binde hesten eller lade den græsse, mens rytteren få sig en lille pause evt. med medbragt mad. Drikkevarer kan købes via MobilePay ved opgave nr. 2 og ved shelteren.

Der kan overnattes gratis i shelteren, hvis der er købt dagsbillet eller årskort til TRECbanen.

Vores vision med Brogårdens TRECbane er:

  • At rigtig mange ryttere mellem 3 -100 år kan få glæde af de forskellige udfordringer.
  • At omgivelserne kan bidrage til en dejlig dag med familie/venner og måske møde andre hestefolk til inspiration, snak og hygge.
  • At brugerne oplever udvikling, lærer af hinanden og bliver tilpas udfordret.

 

 

Hvad er TREC ?

TREC er en disciplin, hvor samarbejdet mellem hest og rytter kommer på prøve i naturen. Der fokuseres på rytterens og hestens samarbejde i terrænet med stor vægt på rytterens evne til at finde vej og hestens lydighed og erfaring med naturlige forhindringer i et varieret terræn.

TREC består af 3 faser: POR, MA og PTV. POR er den franske forkortelse for Orienteringsridtet. Rytteren skal efter kort eller anden markering ride en rute på max 15 km MA er den franske forkortelse for Gangartskontrol. Der rides 100 -150 m i en langsom galop på et markeret spor og derefter skridtes tilbage i hurtigt skridt.

PTV er den franske forkortelse for Forhindringsbanen, der afspejler de opgaver/forhindringer man kan møde på en lang tur i naturen fx åbne en låge, ride gennem vand, over en bro osv.

Hvad er Parkour?

Parkour er en sjov måde at udfordre samarbejdet med hesten på. Det kræver lydighed, håndterbarhed, tillid og forståelse mellem hest og rytter.

Historien bag navnet parkour er, at det er en fysisk disciplin, hvor man skal tilpasse sine bevægelser til miljøet man befinder sig i. Man skal passere enhver forhindring, der måtte ligge på ens vej. Der er 37 forskellige forhindringer.

Parkour er en breddesport. Hold på 1 til 4 ekvipager skal passere max. 15 forhindringer. Det kan være med tidtagning, uden tidtagning eller med trækker.

Hvad er Miljø?

Miljø består af 26 forskellige opgaver, hvor hestens tilpasningsevne og lydighed udfordres. Formålet med miljøtræning er, at hesten lærer at kunne passere ”farlige” ting roligt. Hesten skal have tillid til sin fører. Alle øvelserne i miljø foregår på jorden uden brug af pisk eller sadel.

Miljø er en breddeaktivitet. Hold på 1 til 4 ekvipager skal udføre 8 til 12 miljøopgaver.